Irina Papazu

Min forskning fokuserer på indførslen af digitale teknologier i den offentlige sektor og konsekvenserne heraf, både på den store klinge – for demokratiet – og for hverdag og praksis: hvordan teknologier ændrer de måder, organisationer gør ting på og menneskers forståelse af sig selv og deres omverden. Jeg forstår demokratiet som et empirisk fænomen i konstant bevægelse, og i den bevægelse spiller digitale teknologier i dag en afgørende rolle på mange dimensioner. Metodisk arbejder jeg primært etnografisk og kvalitativt, for det er nødvendigt at komme tæt på praksis, hvis man vil indfange og forstå de ændringer, digitale teknologier forårsager, imens de sker, frem for i bagklogskabens lys.

Sammen med gode kolleger skriver jeg på en bog til Magtudredningen 2.0 om et, mener jeg, særligt vigtigt emne, nemlig borgerens møde med den digitale velfærdsstat. Det er ikke alle borgere, der er kommet med digitaliseringstoget. Jeg har særligt fokus på de borgere, der møder såkaldte inklusionsindsatser fra de offentlige myndigheder, samt de borgere, der selv melder sig ud og afviser forventningen om, at man indfinder sig som en god ’digital borger’ med MitID og ny smartphone. Når jeg hører digitaliseringsministeren tale om et ’nødvendigt opgør’ med GDPR-lovgivningen, så man kan realisere de seneste digitaliseringsplaner, tænker jeg på de borgere. De bliver desværre nemt glemt.